Sociale medier eller ”SoMe”. Et ekstremt hypet og populært fænomen de fleste efterhånden har stiftet grundigt bekendtskab med og bruger aktivt i hverdagen. Og det gælder bestemt ikke kun for den almene internetdansker. Også inden for online marketing er sociale medier blevet uundgåelige platforme, der i stadig stigende grad udnyttes til effektiv og målrettet indholdsdistribution og -udvikling. SoMe er blevet et operativt værktøj i de fleste virksomheders online marketingstrategi og content marketing-indsatser. Men spørgsmålet er, hvordan opskriften til at opnå de bedste resultater med dit indhold på de sociale medier rent faktisk lyder? Læs med her, hvor vi tager et par skridt tilbage og giver dig et konkret og kvalificeret bud på ingredienslisten.

Følgende gæsteindlæg er udarbejdet af Peter Nymark Heilesen, Head of Research i TEXTA. TEXTA er et content-bureau med speciale i content marketing.

#1 Definer dit formål – og en kurs

Lad os starte med at tage udgangspunkt i slutningen. Det svært at besvare, om dit indhold på de sociale medier har gjort det godt nok og præsteret maksimalt, hvis ikke du ved, hvad ”godt nok” skal måles op imod. Uanset hvordan man vender og drejer det, er første step derfor at få fastdefineret, hvad formålet med SoMe-indsatserne er, og hvilken rolle de spiller i forhold til den overordnede marketingstrategi. Ønsker du øget brand-awareness? Stærkere markedspositionering? Leads og konvertering til webshoppen? Opbygning af kundeloyalitet? Uanset hvad gælder det om at give dine indsatser retning, og det kræver først og fremmest en afklaring af, hvad endemålet er.

#2 Kend din målgruppe – og dine konkurrenter

Et andet vigtigt punkt på ingredienslisten er at opbygge et kendskab til din målgruppe og ikke mindst dine konkurrenter. Ved løbende at tracke, monitorere og dermed få indsigt i din målgruppes interesser, præferencer og adfærdsmønstre kan du bedre målrette din annoncering og skræddersy dit indhold til dem – lige netop dér, hvor de allerede færdes.

Her tilbyder de forskellige sociale medier og især Google en lang række analyseværktøjer, som du med fordel kan benytte. Hos TEXTA bruger vi bl.a. Ahrefs, Storybase og Analytics til at komme tættere på vores følgere og potentielle kunder.

På samme måde er det også afgørende at holde dine konkurrenter tæt. Vi har selv gode erfaringer med at foretage omfattende konkurrent- og potentialeanalyser samt content gap analyser med henblik på at afdække markedssituationen, hvilket sætter dig i stand til at differentiere og positionere dig stærke. Og husk: Det er på ingen måde snyd at skele til konkurrentens SoMe-indhold. Det er sundt at lade sig inspirere – så du kan gøre det bedre.

#3 Engager dine følgere

Effektfuldt SoMe-content er indhold, der engagerer. Det handler ultimativt om at motivere og vække den fornødne interesse, der skal til for, at din målgruppe gider at interagere med dit indhold – og dermed blive indfanget i ”salgstragten”. Tænk kreativt, ud af boksen og i flere typer af indhold. Både vores egen erfaring og statistikkerne siger, at særligt visuelle virkemidler og videofremstilling performer godt og genererer interaktioner.

Det er desuden vigtigt at have for øje, at det ikke er nok bare at producere og distribuere indholdet. Det gælder om løbende at holde indholdet og interaktionen med brugerne omkring indholdet i live i for dialogmarkedsføring. Vær til stede og husk at svar de aktive brugere, så de føler sig set og hørt.

#4 Skab værdi for din målgruppe

I direkte forlængelse af ovenstående omhandler den fjerde ingrediens content marketing. Det er ekstremt vigtigt at udvikle indhold, der specifikt er skræddersyet til de enkelte SoMe-platforme og dermed også de målgrupper, som færdes på platformene. Det er på ingen måde ligegyldigt, om du distribuerer på Instagram eller LinkedIn. Hver platform har sine styrker og svagheder, hvilket er vigtigt at være bevidst om.

I denne forbindelse bør du overveje, hvordan du laver indhold, der kan skabe mest mulig værdi for din målgruppe. Spørg dig selv, hvordan du kan give dem noget, løse et problem for dem eller dække et konkret behov hos dem. På denne måde kan du motivere dem til på egen hånd at opsøge dig, frem for at du presser kommercielle budskaber ned i halsen på dem. Pull – don’t push.

#5 Planlægning frem for alt

Du har sikkert hørt det før, men nu cementerer vi det lige igen: Hvis du ønsker at få maksimalt udbytte (og afkast) af dit SoMe-indhold, kræver det god planlægning og systematisering. Derfor er det alfa og omega, at du udarbejder en nøje tilrettelagt content-plan for de forskellige indsatser på dine sociale medier.

Hos TEXTA har vi god erfaring med den manuelle tilgang, hvor vi laver en skematisk strukturering af hvad, hvornår, hvorfor, hvor, hvem og hvordan for de enkelte indsatser. Denne tilgang er fleksibel og giver dig mulighed for løbende at justere og ændre efter behov, selvom der findes en række mere automatiserede værktøjer til selvsamme formål.

#5 Evaluering, evaluering og effektmåling

Den femte ingrediens på listen tager fat, der hvor vi startede – nemlig ved spørgsmålet om, hvorvidt man har gjort det ”godt nok”. For at besvare dette spørgsmål må du evaluere på hver enkelt content-indsats og ved hjælp af effektmåling og dataindsamling få en status på, hvordan de har præsteret i forhold til målsætningerne og de opsatte KPI’er.

Evaluering og effektmåling har samtidig den funktion, at de tjener til løbende at kunne optimere indsatserne på baggrund af dataanalyserne. På den måde sikrer du, at strategien for dit SoMe-indhold aldrig står stille, men derimod konstant udvikler sig – mod højere performanceniveauer.

#6 Brug dine sociale medier – hvis det giver mening

Brug dine sociale medieplatforme – aktivt og hyppigt. Hvis altså det giver mening. En af de største misforståelser er, at man bare skal være repræsenteret på alle sociale medier uanset hvad. Det er mere fornuftigt ikke at have en profil på et socialt medie end at have en profil, som er 100% inaktiv og urørt. Det sender et negativt signal om manglende engagement, og det virker uprofessionelt, hvilket kan have konsekvenser for dit brand og image. Stil derfor dig selv spørgsmålet: Giver det mening at bruge de sociale medier som distributionskanal? Hvis du ikke har svaret, er det måske svar nok i sig selv.

Vi håber, at du nu er blevet klædt godt på til selv at prøve kræfter med dit SoMe-content. Og husk: Der findes ikke en endegyldig succes-opskrift – kun gode bud herpå. Det gælder om at strikke den sammen, så den virker for netop dig.